Rejsebeskrivelser

 

Antarktis 2016 -   Ecuador og Galapagos 2010 - Canada 2009 - Indien 2006 - Peru 2006 - Grønland syd for Isfjorden 2000 - Tanzania Kilimanjaro 1999

 

 


Turen til ANTARKTIS i februar og marts 2016

Med det hollandske rejsebureau Oceanwide-expeditions fik vi lidt af en oplevelse på en fantastisk sørejse på 22 dage i de sydligste have på vores kontinent, med skibet Plancius med plads til 100 passagerer. Det var en jubilæumstur, da det netop i år er 100 år siden Ernest Shackleton var på sin berømte ekspedition til Antarktis. Vi fulgte hans rute med alle øgrupperne, med ikke helt til hans hytte på kontinentet. Vi besøge Falkland Island, South Georgia, South Sandwich, South Orkney (med Elefantøen), den Antarktiske halvø og South Shetland, med landinger med Zodiac 15 steder. Vi var meget heldige med vejret, og turen blev gennemført næsten som planlagt, hvilket ikke sker så ofte, her er det vejret der bestemmer. Området er berygtet for voldsomme storme med høje bølger. Vi nåede da et enkelt døgn op på 60 knob, og vi havde  nogle enkelte                ”tricky” landinger ind over brændinger med gode bølger og strøm.

Antarktis, det frosne kontinent, er noget ganske særligt. Både naturen og det enorme unikke dyreliv, det er så ubeskriveligt rigt både på land og i havet, og så vidt forskelligt fra dyrelivet i Arktis. Vi kom mens både fugle og pattedyr havde unger, og alle steder var der et utroligt liv af mange arter af pingviner, (vi så 7 arter i alt), ret så aggressive pelssæler, søelefanter og fugle som stormfugle, skråper, skedenæb, en meget charmerende fugl, og albatrosser ( Sortbrynet albatros og vandre albatros ).

I havet ventede leopartsælerne på et godt måltid i form af en pingvin, livet er hårdt. Vi var også heldige med at ramme en krilstime og se ca. 100 pukkelhvaler mæske sig. Senere var det spækhuggere der optrådte, ligesom få vågehvaler.  For første gang så vi blåhvaler 3 stk., delfiner fulgte os også.

På Salisburg Plain på South Georgia var der rund regnet 60.000 kongepingviner med unger i alle størrelser, talte dem 2 gange, og et mindre antal brillepingviner, helt fantastisk i fuld sol.  Her besøgte vi også den gamle hvalfanger station Grytviken, som sæler, søelefanter og pingviner nu havde indtaget. her nød vi også en whisky ved Shackletons grav.

Da vi nærmede os den Antarktiske halvø dukkede de kæmpe isbjerge op, og vi så det isdækkede fastland med nunatakkerne der stikker op, det er et enormt stort kontinent, ja det er jo på størrelse med Australien.

Der blev taget mange billeder også af isbjerge, og vi havde fint vejr, men et isbjerg i lyset fra solnedgangen, blev det nu ikke til. Det må vi vist gøre noget ved en anden gang, ligesom vi synes vi mangler at se en isbjørn og en hvalros på den nordlige halvkugle, vi må se.

 


Ecuador og Galapagos - 24. oktober - 22. november 2010

 

Nu synes vi tiden var kommet til at se på fugle og dyr på Galapagos, alle naturudsendelserne i TV havde også skærpet interessen. Her mente vi det bedste ville være at tage på en arrangeret tur, hvilket vi bestemt heller ikke fortrød, det levede helt op til forventningerne.  Galapagos er en enorm oplevelse, der er et utroligt rigt dyre- og fugleliv, der vist ikke ses andre steder. Da alt har været fredet i 50 år er dyrene ikke bange for mennesker, så man kommer meget, meget tæt på, ja man skal have øjnene med sig for ikke at træde på dem. Et eldorado for en dyreglad fotograf.

Vi nåede frem til at bruge MarcoPolo, der på det tidspunkt havde flest dage på Galapagos. De havde en uge i Ecuador, i hovedstad og i højlandet inden besøget på Galapagos. Ecuador kendte vi ikke meget til, men tænkte vi måtte se nærmere på landet. Vi kan desværre ikke spansk, så vi valgte blot at blive 14 dage efter MarcoPolo’s tur og bo fast 2 forskellige steder i højlandet.

 

ECUADOR

Er Sydamerikas mindste land, dog knapt 5 gange så stort som Danmark. Der er 13 mill. indbyggere bestående af sorte, indianere, hvide og mestizer (blandet hvid og indianer), langt de fleste er katolikker. Ecuador har været en demokratisk republik siden 1976, men er politisk ustabil. Økonomien har været baseret på kakao, bananer, rejer, grøntsager og i 1967 fandt Texaco olie i Amazonas. Alligevel var der stadig ikke penge til at få levestandarden op. I 90’serne gik det ned af bakke for landet, som gik bankerot. Der var flere årsager til dette. En naturkatastrofe som El. Niño og 2 vulkanudbrud næsten samtidig, faldende oliepriser, og bankerne kollapsede.

Landet blev hjulpet af Verdensbanken og USA, og valutaen blev Amerikanske dollars. En vestlig uddannet ecuadoriansk økonom Correa blev præsident og landet er kraftigt på vej op. Correa har 65 procent af befolkningen bag sig.  Der er gjort mange sociale tiltag bedre skoler og uddannelse, og øget eksport. De rige er naturligvis utilfredse med at stige kraftigt i skat, så der var et mindre kup 3. uger før vi ankom, det blev dog hurtigt nedkæmpet. De tjener nu mest på olie, eksport af roser til Rusland og Asien, og den sidste store indtægtskilde er turisme især på Galapagos. Landskabsmæssigt er landet delt op i 3 områder: det frugtbare lavland ud til Stillehavet, Amazonas, og Andeshøjlandet bestående af en lang række vulkaner. Hovedstaden Quito med 3 mill. indbyggere ligger i en dal i højlandet omgivet af 7 markante vulkaner. I 1999 eksploderede Pichincha, ingen kom noget til, men vulkanen afleverede 5 cm. aske over hele byen.

 

Ecuador har en af verdens højeste diversitet af fugle og planter. Af fugle er der omkring 1600 arter heraf mange endemiske. Både fastlandet og Galapagos må være et eldorado for ornitologer .

I den første uge med MarcoPolo var vi inde i Antisana og Cotopaxi nationalparkerne. Antisana er en gletsjerdækket vulkan på 5705 m. og Cotopaxi er ligeledes gletsjerklædt og 5875 m. en af verdens højeste aktive vulkaner, sidste udbrud var i 1966. Vi besøgte Otavalo med landets berømte markeder både med mad, dyr og indiansk kunsthåndværk. Alt sammen noget vi så nærmere på efter den officielle tur.

 

Vores tur på egen hånd

Vi holder meget af bjerge og boede  i 3750 m. Tambopaxi, det eneste logi inde i Cotopaxi nationalparken, lige ved foden af vulkanen, der rejser sig fra en enorm højslette. Det var et dejligt sted, søde mennesker, der dog kun talte spansk, ikke luksus, men man  kan købe alle måltider her. Vi havde nu selv så meget med, at vi kunne klare frokosten og være ude hele dagen, men en madpakke havde de sikkert gerne smurt. Her vandrede vi i 6 dage i både sol og regn ja sågar hagl og torden, det var regntid, og uvejret startede som oftest omkring kl. 15, så vi gik tidligt for at kunne være hjemme inden uvejret begyndte, det lykkedes ikke altid.

Selvom det var en enorm højslette, fik vi meget varierede ture, langs vandløb og også op i højderne og ud til smukke lavvandede søer med et rigt fugleliv Vi så andesmåger, spidsænder, andesviben, forskellige ryler, høge m. fl. Selv i 4000 meters højde er der kolibrier. Sletten blev brugt af farmerne til deres kvæg og heste, dejligt at se dyr, der kunne udfolde sig på så megen plads. Lørdag eftermiddag var der udendørs gudstjeneste, hvor indianerne fra hele omegnen kom til hest, et pragtfuldt farverigt skue, som dog druknede noget i troperegnen, så deres fine tøj måtte dækkes af regnslag.

Det andet sted lå i bjergene,blandt indianske farmere, med en smuk have, fin udsigt og meget billigt. Værterne var en engelsk pige gift med en indiansk mand, utroligt søde mennesker. Det lå 350 meter over Otavalo og hed Hostel La Luna. Man kan se billeder af stedet via hostelbookers, her havde vi lavet en reservation, som dog ikke var nået frem til La Luna.

Fra vandrehjemmet kunne vi gå ned til Otavalo og se på det farverige marked. Vejen derned gik gennem det indianske farmerområde, med høns, ænder tøjrede grise, kalkuner og ind imellem nogle højtrystede arrige hunde, vandrestokken var nogle gange fin at have i baghånden. Befolkningen var smilende og venlige og tiggeri var i et meget beskedent omfang.  Ca. 10 km. fra vandrehjemmet var der også en redningsstation for tilskadekomne ugler og rovfugle, den var oprette af private. Rigtigt spændende at se rovfuglene så tæt på. Alle fugle, der kunne klare det, blev sat ud i naturen igen.

Fra vandrehjemmet var der også mulighed for at gå længere op i de øde bjerg områder, til bl.a. Lagunas de Mojanda, en meget smuk vulkansø, fra en af toppene var der en fantastisk udsigt til mange toppe i gyldenbrune farver.

 

Vi er rigtigt glade for, at vi havde de 14 dage på egen hånd. Ecuador er et spændende land, og det gik godt trods vores manglende spanskkundskab. Alle var imødekommende, venlige og hjælpsomme. Transport var billigt, de offentlige busser kostede 1 dollar pr. times kørsel. Taxa var ligeledes billigt, og en given strækning kostede samme beløb hos alle taxaerne og var ikke til forhandling, rigtigt rart. Det var i hver fald sådan vi oplevede det, det kan måske være anderledes andre steder i landet.

 

GALAPAGOS

Galapagos ligger 1000 km. ud for Ecuadors kyst. Har været nationalpark siden 1959. Fra 1832 har øerne hørt til Ecuador, og en koloni blev grundlag, det var slaver, straffefanger og prostituerede. Kolonien gik til grunde pga. fangeoprør. Først i 1893 blev Vallamin på Isabella grundlagt og i 1926 blev Puerto Ayora på Santa Cruz grundlagt. Amerikanerne anlagde en flyveplads på Baltra under 2. verdenskrig. Der bor nu ca. 20.000. Hovedstaden er Puerto Baquerizo Moreno men Puerto Ayora er størst.

I 1960 startede turismen så småt, det tog 3-4 dage at sejle derud. I 1968 indsatte man det først kommercielle fly. Besøges nu af 60.000 pr. år.

Øerne ligger over Galapagos hotspot over Naskapladen og ikke langt fra Pacifik pladen, og skabt på grund af vulkansk aktivitet, og toppene af et undersøisk bjerglandskab. Der er kuppelvulkaner og få keglevulkaner. Øerne driver mod øst, så de yngste er i vest, den ældste ø er 9 mill. År og sunket i havet. Lavaen på Espanola er 3,3 mill. år.

13 større øer er over 10 km2, og der er over 50 øer i alt. Hver ø består af en hovedvulkan undtagen den største ø Isabella, hvor der er 5 vulkaner, den højeste 1707 meter over havet.

Klimaet er meget tørt, det regner sjældent i lavlandet, hvor der nærmest er halvørken, men i højlandet er der fugtigt. Det er havstrømmene der bestemmer klimaet, Humboldtstrømmen fra Antarktisk har bragt pingviner og pelssøløver med til øerne, og fra vest rammes øerne af en anden kold strøm - Cromwellstrømmen. Vandet er ned til 16 grader oftest dog 22-25 grader (svømmehal ca. 26 grader). I den varme tid er der passatvind fra sydøst som fører ninostrømmen med sig, det giver højere luft- og vandtemperatur i perioden maj - december. Det er de kolde strømme, der dominere. Koldt vand indeholder megen ilt, så der er et enormt liv i vandet, og det giver næring til det rige dyreliv på Galapagos. I nogle år optræder det, der kaldes El Niño vejrfænomenet, hvor vandtemperaturen stiger mere end normalt, og ilten i vandet svinder, så fiskene forsvinder, og mange dyr sulter - skete sidst i 1997-98. De landlevende dyr og fugle lever dog godt i disse perioder, hvor der er mere grøn vegetation.

Charles Darwin: tilbragte 5 uger på øerne i 1835, 24 år senere udgav han Arternes Oprindelse. Det var især Darwinfinkerne med deres forskellige næb, der gav ham stof til eftertanke og evolutionstankerne blev født.

Dyrelivet: Uønsket invasion: Katte, hunde, grise, rotter og geder.

Darwinfinker: 13 arter som Rosemarie og Peter Grant i 70’erne har undersøgt i alle detaljer, de opholdt sig i lange perioder på Daphne Major.

Elefantskildpadder: Der er kuppelryggede og saddelryggede fordelt på 11 forskellige racer. De kuppelryggede er størst i fangenskab op til 400 kg. I naturen op til 250 kg. Er først kønsmodne når de er 25-40 år. I 1800 tallet blev skildpadderne næsten udryddet af pirater og hvalfangere, som tog dem med som frisk kødforsyning, da de kan leve uden mad og drikke i månedsvis. Skildpadderne er forskellige fra ø til ø, de blev udryddet totalt på 4 af øerne. En enkelt er tilbage fra øen Pinta. Det er Lonesome George, som nu bor på Darwincenteret , men en formering af sin art, har han ikke kunnet præsteret, han nåede vist ikke at lære det af sine artsfæller.

 

Havskildpadder: 4 arter i alt, den grønne havskildpadde, som vi så, er den mest talrige, vejer 60-200 kg, kan dykke flere hundrede meter ned. Lægger æg på den samme strand, hvor de selv  er født.

Rød Lavakrabbe (Sally Lightfoot): . Op til 20 cm., der er op til 100 arter krabber på galapagos, ungerne er sorte.

Havleguan (Galapagos Drage): 150 cm lange vejer op til 12,5 kg. Kropstemperatur fra 28 til ca. 40 grader.

Landleguaner (Kaktusædende Ørkenøgle): 120 cm. Lang op til 13 kg. Bor i jordhuler.

Lavaøgler: Længde 15-30 cm.

Galapagossøløve: Vægt hunner ca.120 kg og hanner ca.250. Sælmælk 17 procent fedt.

Galapagospelssøløve: Vægt hunner op til 40 kg., hanner op til 70 kg.

Galapagosalbatros: Længde 90 cm. vingefang 240. 12000 ynglende par med 2 unger pr. kuld, hvoraf kun ene unge klarer sig, den kommer i børnehave efter 14 dage. Ungen får ca. 2 liter olie en gang om ugen, måske kun hver 14. dag. Forældrene søger føde langt til havs. Ungen er først flyvefærdig, når den er et halvt år gammel. Der er 14 arter af albatros i hele Verden.

Galapagospingvin: Eneste pingvin der udelukkende yngler i troperne og lidt nord for., 35 cm. høj og vejer 2 kg. får 2 unger, beslægtet med humboldtpingvinen.

 

 

 

Galapagosskarv: 90 cm. høj, sort med grønlig metalglans og sorte fødder. Har kun rudimentære vinger, intet brystben, og kun lidt olie i fjerdragten.
 

 

 

Pragtfregatfugl og Stor Fregatfugl ( hvid hals og rød øjenring): Længde 90-110 cm., er luftakrobat med dårligt udviklede fødder. Lægger ét æg af gangen. Ungerne sidder i 5 mdr. i redetræet, og er afhængige af forældrene i næsten et år. Pragtfregatfuglen ses mest, da stor fregatfugl søger føde langt til havs. Vingefang 250 cm. - største vingefang i forhold til vægt (ca. 2 kg.), utrolig manøvredygtig, stjæler bytte fra andre, men fanger også selv i havoverfladen. Fjerdragten mangler olie, så de tåler ikke at komme i vandet, og en del drukner på den måde. Hannen har en rød strubesæk, det tager 20 min at puste op og skal sidde i et godt redetræ, for at tiltrække hunner.

 

Suler: Hører sammen med pelikan og skarv til de årefodede, der er ialt 9 sulearter, og heraf findes de 3 arter på Galapagos (maske-, blåfodet-, og rødfodet sule). De er torpedoformede med smalle vinger og kileformet hale, styrtdykker fra ca. 10 meters højde og kan ved brug af vingerne komme ned på 10-30 meter. Inde i hovedet har de en benet masse, der virker som airbag, og under huden har den luftsække, der tager noget af stødet af, når den dykker, men i længden går det ud over øjnene.

Galapagossule (Maskesule): Længde 80-90 cm. vingefang 150 cm. Lægger 2 æg, den ældste unge hakker den yngre ihjel.

Blåfodet Sule: Længde 75-85 cm. vingfang 150 cm., op til 3 unger pr. kuld, men højst 2 kommer på vingerne. Under rugningen anbringes æggene ovenpå svømmehuden.

Brun Pelikan: En af de mindste pelikanarter, de dykker som suler, de fleste andre pelikaner gør det fra svømmeposition. Er ikke præcisionsfiskere.

Svalehalemåge: Verdens eneste nataktive måge, flyver 15-30 km. til havs, når mørket falder på, derfor de store øjne, og det menes at den røde øjenring også har betydning for nat synet. Lægger ét æg ad gangen og ungerne fodres i 3 mdr.

Rødnæbet Tropic Fugl: Linné kaldte den "Solens Søn". Den er en eminent flyver, men har svage ben og lægger ét stort æg.

Galapagosvåge: Længde 55 cm. vingefang 120 cm. 2-3 æg pr. kuld. Sårbar art, ca. 8oo tilbage.

Galapagos Spottedrossel: 4 forskellige arter, varierer kun i fjertegninger. Noget aggressive, med det lange spidse næb, kan de klare ådsler skildpaddeunger selv albatrosæg. De kan efterligne andre fuglestemmer, selv den sidst ankomne fugl Annie.

Darwinfinker: 13 arter. Det er den dominerende art af småfugle på øerne, varierer fra 10 -16 cm., men den største variation er i næbbet. Spættefinke og mangrovefinke (kun ca. 100 tilbage), de bruger kaktustorne til at få f.eks. laver ud under barken.

 

 

 


Canada og Alaska  - 13. juli – 18. August 2009

Nu skulle det være alvor med en tur til Canada som vi havde snakket om i nogle år, og vi kunne måske også lige lave en afstikker til Alaska. Vinteren blev brugt til planlægning, snakke med venner der kendte lidt til at rejse i disse områder, besøg på biblioteket og på nettet. Hvad gjorde man før nette og bøgerne Lonely Planet. Det indkredsede sig til 3 hovedønsker nemlig, Vancouver Island, sejle langs vestkysten til Alaskas hovedstad Juneau og Rocky Mountains. Det er store lande, men vores ønske var at vandre så meget som muligt og køre så lidt som muligt i bil, nok lidt store krav. Vi ønskede også at opleve områdernes flora og fauna.

VANCOUVER ISLAND

Vi fløj til Vancouver over London havde en enkelt overnatning i Vancouver, vi fik bestilt bus og skib til næste dag til Viktoria på Vancouver Island. Sejlturen tog halvanden time mellem øer og skær, med spækhuggere på afstand. Victoria er hovedstaden i British Columbia, (B. C.), med 78.000 indbyggere, en smukt beliggende by med atmosfære, vi nåede lige at se museet med gamle totempæle og oplysninger om det oprindelige folk, indianerne, europæernes invasion, indvandringen og udviklingen med opdagelse af olie og mineraler, blandt andet guld.

Næste dag lejede vi en bil, provianterede og kørte 20 km. nordpå til Gold Stream nationalpark. Vi havde reserveret på campingpladsen der lå i den tempererede regnskov med 600 år gamle Douglas fyr og rød ceder, så vi dårligt kunne se naboen på pladsen. Selvom vi kun havde et lille telt fik vi en plads svarende til en parcelhusgrund men grillsted, bord og bænke. Det svarede til alle de andre camps i B. C. med den forskel, om de var betjent eller selvbetjent, hvor man lægger penge i en aflåst boks. Forskellen var også om der var lokum, træk og slip eller brusebad (kun på få). Priserne svingede fra 16 til 30 Canada dollars (gang med ca. 5) alt efter faciliteter. Problemet på alle pladser var at de havde gjort pladsen vandret med stabilgrus, virkede dog af og til som beton, så vi mange gange måtte binde teltet fast til træerne, som der var nok af alle steder Vi tog en 4 timers tur i en skov med vandfald store gamle træer overgroet med mos og lav og ukendte planter og enkelte fugle, en gammel guldminegang så vi også ind i.

Målet næste dag var Stratchona Nationalpark med de højeste bjerge på øen. Det var en tur på 300 km. med en del trafik, den sydlige del af øen er tæt befolket langs kysten. Vi holdt en fin spise/badepause ved Strait of Georgia, med udsigt til strædes øer og Canadas vestkyst. Ved Campell River drejede vi ind i landet ca. 50 km., hvor de store bjerge nærmede sig nogle med sne på ellers skovklædte og mange smukke søer under vejs. Vi havde reserveret 3 nætter på Buttle Lake camp med 62 pladser. Her fik vi 2 dejlige vandredage, Elk River Trail op til Landslide Lake, en meget smuk vulkansø. I 1946 havde der været et udbrud som havde spræng et stort stykke af det gamle krater af Mt. Colonel Foster væk som på sin vej ned havde revet skoven op på et bredt stykke ned til søen, dette var stadigt ganske tydeligt i landskabet. Det var en varm solrig dag med 700 meters stigning, så det var godt at blive kølet af i søen. Her lignede vegetationen den vi kender fra norden, hønsebær, multebær, blåbær, baldrian og soldug var her også., Så en lang nedtur, det blev 28 km., jeg var godt brugt. ”. Vandredag nr. 2 tog vi flere kortere trails i skoven så flotte søer og vandfald. Det var jo sort bjørnenes skove vi gik i , det lå lidt i baghovedet, men de var i hvert fald væk inden vi opdagede dem. Men på tilbagevejen i bilen, tro os, der gik en pæn stor sortbjørn på vejen, der ikke lod sig anfægte af en bil, så vi fik et flot syn meget tæt på.

Nu gik bilturen til Port Hardy, den nordligste by på øen, det gik raskt derud ad på fin vej uden trafik, gennem praktisk talt fuldstændig ubeboede områder, med mere løvskov og bjerge mod vest. Pause ved Robert Lake her så vi de første bald eagel, de hvidhovede havørne, Amerikas nationalfugl. Her flottede vi os og lejede en hytte, der lå lidt højt med udsigt over vandet,  solen skinnede og ørnene holdt flyveopvisning hele aftenen ud for vores vinduer skarpt forfulgt af ravne. Flere gange lavede de loops i luften, utrolig at opleve.

De 2 næste dage ville vi tilbringe ved Marble River. Campingpladsen var ganske øde, vi kørte lidt rund og fandt så et par andre campere, så vi slog telt op, pladsen var åbenbart så langt ude at det var gratis at overnatte. Her var skoven mere åben fordi der for hundrede år siden havde været en voldsom storm der havde væltet store skovområder. Fine vandredage blandt andet til Emerald Pond. Aftenen ved ”vores egen” elv, hvor vandstæren muntrede sig. Den spiste orme der levede i mosset der voksede på stenene i vandet, hvilket vi opdagede da vi badede, John råbte der er igler, det var det nu heldigvis ikke, de var til at få af kroppen igen. Et besøg i Port Alice blev det også til, her hold vi frokost på en lille ø vi kunne vade ud til, men tag højde for tidevandet, det kneb med af komme tilbage.

Sidste dag på Vancouver Island tog vi til en ganske øde fin badestrand Storey’s Beach,her var mange blå hejre. Vi tog et trail langs kysten Tex Lyon’s Trail i regnskoven med kløfter og hjælpereb, ret sjovt og med smukke udsyn. Mødte en lystfisker fra Montana, som forærede os en halv lakseside, han netop havde fanget, det blev lækker aftensmad.

 

SEJLTUREN

Vi havde valgt at bo i hytte på Bear Cove Cottage 1 km. fra færgelejet, vi gik derfra torsdag den 23. juli kl.4.30 for at sejle med B.C. Ferries til Prince Rupert byen ved grænsen til Alaska. Det er en sejltur på 500 km. og tager 15 timer. Vi fik sol og næsten havblik og så pukkelhvaler på nogen afstand, de er på vej nordpå for at parre sig. Vi indlogerede os på vandrehjemmet Black Rooster, da vi havde en overligger dag her, hvor vi så på byen og lidt af omegnen, her var mange af indiansk afstamning.

Søndag kl. 8.30 stod vi i chek-in til Alaska Marine Highway og USA, det tog sin tid, men gik ellers nemt. Alaska tilhører USA som købte ”ismarken” af russerne i 1867. Vi sejlede i to dage og en nat. Det blev en fin tur mellem kysten og dens øer og skær. Forbi små isolerede samfund, som kun kan nås af vandvejen eller luften Vi lagde til i Ketchigan, Petersborg og næste morgen Kake, en morgen med et fantastisk lys, ligesom en flot solnedgang aftenen før efterfulgt af en månelys nat. Ak maskinen ville ikke i gang igen, men efter 4,5 timer lykkedes det, så vi lagde til i Juneau kl. 19 søndag aften, det blev heldigvis ikke mørkt før ca. kl. 22, der var 20 km. ind til byen, og vi havde ikke reserveret overnatning. Der var heldigvis et par store taxaer der blev fyldt op og udgiften delt mellem passagererne. Vores taxachauffør var en god guide, han frarådede os byens campingplads, der boede alle de hjemløse, Vi fik logi på vandrehjemmet, hvor vi havde en rigtig hyggelig aften og snak med folk fra Japan, Thailand Tyskland, England, og Skotland. Det endte med bjørnehistorier, så det blev lidt sent. Vandrehjemsstandarten her var som i min barndom her hjemme, mange på en sovesal, med uro, snorken m. m.. Det var vi blevet for gamle til, så vi fandt en hotellejlighed de sidste 4 nætter, rigtig godt.

JUNEAU ALASKAS HOVEDSTAD

Juneau har 31.000 indbyggere, heraf mange asiater. Byen ligger smukt og åbent ud til vandet og omgiver af gletscherklædte bjerge. Byen kan også her kun nås af vandvejen eller pr. fly. Her ligger ca. 3 kæmpe krydstogtskibe til hver dag, så er der trængsel i den lille gågade nogle timer dagligt. Tro det, det var hedebølge i Alaska op til 30 grader hver dag. Vi havde 4 utrolige smukke og oplevelsesrige dage her. Vi så coho- og silverlaksen søge op i elven Salmon Creek for at gyde, der var trængsel, og måge, terner, ravne, krager, havørne og bjørne levede højt i denne tid, bjørnene så vi nu ikke her.

Vi gik Mendelhall Gletscher trail, hvor vi kunne gå helt tæt på gletscheren, indtil vi havde det fulde overblik over alt isen alle anstrengelserne værd. Vi meldte os også til en dagsejllads ind i Tracy Arms fjord hvor Sawyer gletscheren går ned i fjorden. Her så vi bræen kælve og et utal af sæler hvile sig på isflager i bunden af fjorden, her kan de være i fred for hvaler, der kun er i det åbne vand. Sidste dag besteg vi en top Mt. Gastineau, i regnskov forbi hejsen ”Tram” i 500 m. højde og op i det alpine område med sne og udsigt til top efter top mod øst. 1000 m. op og ned igen i 30 graders varme, men imponerende.

Fredag den 31., juli sejlede vi tilbage til Prince Rupert i sol og havblik og springende legende pukkelhvaler med unger meget tæt på skibet, virkelig en gave at få lov at opleve. Vi fandt campingpladsen ikke så lang fra havnen, hvor toget til Jasper skulle afgå næste morgen kl.8, togpersonalet havde strejket, men havde optaget arbejdet dagen før, hvor heldig kan man være.

 

PRINCE RUPERT-JASPER 1200 KM. MED TOG

To dages togtur med en overnatning i Prince Georg. Først ind over kystbjergene, gennem det flade landbrugsland med tilsyneladende små landbrug, forbi store lavvandede områder med åkander, og områder med tømmerhugst som blev transporteret med jernbanen i op til 3 km. lange godstog med 3 lokomotiver for. Vi så også en sort bjørn i farten. Så ind i Rocky Mountains. Vi forlod nu British Columbia med et flot syn af Mt. Robert 3900 m.o.h. den højeste top af Rocky Mountains i B.C. og nåede Jasper i Alberta mandag aften ved 18 tiden. Havde om morgenen fået ringet og bestilt B&B, dog uden morgenmad, til en rimelig penge.

JASPER OG BANFF NATIONALPARKER

Vi blev i Jasper en dag over for at få provianteret til de sidste 14 dage, leje bil og købe kort over vandreruterne og parkpas, en forudsætning for at opholde sig i nationalparkerne. Om eftermiddagen nåede vi en tur i Jaspers bagland med skov og søer, her så vi en ret stor flok af unge hun elke, flot syn. Vi forlader Jasper 5. august og køre ad Icefield Highway 93a, vi er kommet i højden, det er køligt og overskyet, så nu er det til at gå uden at blive helt gennemblødt. Vi drejede af mod Mt. Edith Cavell trail, hov en grizzly græssede i vejsiden, vi holdt tæt på og den lod os iagttage i længere tid inden den stak til skovs igen. Vi fik en fin dag ved Angels og Cavells gletschere og oplevede næsten ”tamme” fugle og dyr, Clarks nutknacker, murmeldyr, chipmunk og pika (pibehare), og engarealer med det smukkeste blomsterflor.

Resten af turen boede vi på campingpladser af samme standard som vi nu kendte, og fik plads uden problemer. Vi boede 1- 3 nætter hvert sted og vandrede de ruter der var mulige i området. Det blev til mange flotte ture i skov til søer, vandfald og gletschere. Vi vil fremhæve Athabaska Falls, hvor solen netop havde fået magten og fået regnbuen frem. Geraldine Lake med islom.

Columbia Icefield var imponerende med alle de stor toppe med gletschere og bræer der endte i kraftige vandfald og områder med moræneaflejring hvor der flere steder var mange blomstrende gederams. Vi drak af Athabashagletscherens smeltevand, det skulle give evig ungdom, men ak mon ikke det er for sent? Her gik vi også højt til vejrs til Wilcox Pass og så ind i baglandet, fik øje på et tykhornsfår og en flok elke, der er rigtig mange jordegern. Vi går Parker Ridge med flotte udsigter og tager afsked med Columbia Icefield. Målet var nu den berømte sø i Bahn nationalpark, undervejs går vi til Chephren Lake en flot gletschersø, og Bow gletscher falls som løber i en canyon. Lake Louise er et trækplaster for turisterne det var nu ikke så overvældende, den ligger nær hovedvejen, men lige så snart man følger vandreruterne ind i bjergene, er turiststrømmen absolut til at overse, og mange steder havde vi det næsten for os selv. En del ruter omkring Lake Louise må kun gås hvis man er mindst 4, da der er rigtig mange bjørne i området. Søen er stor og ligger rigtigt flot og imponere med sine grønne til turkise farver alt efter lyset ligesom de andre søer i parken. Vi sluttede i byen Banff med en tur til spejlsøen Moraien Lake, og op på Sulphur Mountain, Nu var det slut, vi måtte køre fra bjergene til Calgary gennem det flade prærieland 130 km. og med fly hjem over Frankfurt. Fra flyet havde vi fuldt udsyn helt til Grønlands Østkyst, hvor mørket faldt på.

Vores mål og forventninger blev nået. Vi kørte 1500 km. i bil, sejlede 5 dage og 2 nætter, kørte i tog 2 dage, og gik 270 km. på vandrestier

       

Til toppen


Indien - 5. nov. - 4. dec. 2006

Fakta om Indien. Landet er på størrelse med Europa. Det er siden 1949 en demokratisk forbundsrepublik bestående af 28 selvstyrende delstater og 7 unionsterritorier. Præsidenten hedder Abdul Kalam fra 2002 og premierministeren. Manmoham Singh fra 2004. Ca. 1,1 milliard indbyggere med svagt faldende tendens, der er 82 % er Hinduer 12 % Islamister, 2,3 % kristne1,9 % sikher og 0,8 %, buddhister. Hovedsprogene er hindi og engelsk. Der er ca. 45 % voksne analfabeter og forventet levealder er 63 år for mænd 0g 66 år for kvinder

 

Turen var arrangeret af Hannibal Tour, der har kontakt med den Indiske hjælpeorganisation ”IDEX”, der prøver at bruge folks kvalifikationer i 3 ugers hjælpearbejde, jeg arbejdede på en sygeplejeklinik, andre var lærere og underviste i skolen, andre var i børnehaver og en underviste i brugen af computere. Vi var 12 i alt, 2 fra Tyskland, 3 fra England 1 fra Sverige og resten fra Danmark, de andre danskere var udsendt af Mellem Folkelig Samvirke, de havde været på 4 dages højskole først, og var noget bedre orienteret end jeg, men programmet var helt det samme.

 

5. – 6. november

Kørte hjemmefra kl. 4.45 og John og jeg tog afsked for de næste 4 uger. Var med British Airways over London til Delhi, hvor jeg ankom med en halv times forsinkelse mandag den 6. kl. 2 nat, der var heldigvis en medarbejder fra Idex at tage imod og Maik fra London var også med maskinen, så vi blev kørt gennem Delhis natstille gader til Hotel Surya. Kl. 6 morgen bankede Heidi fra Tyskland på, og efter nogle timers søvn spist vi morgenmad på den 30 grader varme terrasse sammen med danskerne der var ankommet kl.7. Jeg var nu glad for der var nogle danskere, så det helle ikke altid skulle foregå på engelsk. Dette viste jeg ikke noget om før afrejsen. Margrete en dansk gymnasielærer havde sin 7årige søn med, det klarede han fint Det var søde berejste mennesker alle sammen, og vi havde 4 meget spændende uger sammen.

Vi lejede en taxa og var rund at se seværdigheder i Delhi, og ikke mindst alle menneskene og den enorme trafik med nye og gamle, store og små biler, tuk-tuk, små taxaer med knallert motor-richaws- okse og muldyrtrukne vogne, og ikke mindst de løsgående hellige køer og aber i andre byer desuden kameler og elefanter. For os at se var der ingen færdselsregler, der var dog lyskurve som ikke blev respekteret hver gang, men ingen skældte ud på hinanden. Forureningen svare til ca. 40 cigaretter om dagen, noget af en oplevelse

Qutab Minar Complex: Indiens ældste moske og minaret påbegyndt år 1190 og fuldført omkring år 137o bygget i røde sandsten og øverst af marmor og sandsten, i minareten er der indgraveret citater fra koranen. Her så vi for første gang Indiens mest almindelige solsortelignende fugl kaldet myra, grønne parakitter og jordegern. Regeringsbygningen hvor bavianerne sprang rundt på taget. India Gate den store triumfbue til minde om de faldne soldater i 1. verdenskrig. nåede også Mahatma Gandhis grav. Gandhi blev myrdet i 1948.

Tirsdag den 7. november. Afgang kl. 9 i 2 biler til Agra en lang tur, 2 timers kørsel i Delhis mylder før vi var ude i åbent land og kl. 16.30 i solnedgangens skær nåede vi Taj Mahal et gravmægle bygget af Shah Jahantil til ære for sin ynglingshustru Arjumand Banu Begum der døde i barselsseng i 1630. Bygningen er helt symmetrisk bygget i marmor med indlagte halvædelstene i utrolige mønstre, vi besøgte et værksted der arbejde med den teknik der bruges til at indlægge disse halvædelstene, smukke arbejder. Overnattede i Agra.

Onsdag den 8. november. Afgang kl. 10 til den røde by Jaipur hovedstaden i ørkenstaten Rajassthan. Vi kørte gennem mange små landsbyer og afhøstede marker med mulighed for at høste 2-3 gange om året Her var det kamelerne der blev brugt til trækdyr. vi nåede Idex kontor kl.16.15, hvor vi blev budt velkommen og fik en kort orientering af Idunn en islandsk studerende der skulle være der et ½ år. Herefter blev vi kørt til vores værtsfamilier, hvor vi boede de næste 3 døgn. Familien var fra braminkasten den højeste kaste i Indien, moderen var skoleinspektør på en stor skole, og faderen var politiofficer, de havde en søn på 7 år og en datter på 13 år og boede i at meget stort hus af marmor. Mormor boede der også, men hun var til flere bryllupper i Sydindien, det var bryllupsmåned. Med dem drøftede vi Indiske forhold og fordeling af goder, de fortalte at der blev satset på mellemklassen som var i kraftig stigning, hvilket gradvis ville hjælpe på fattigdommen, og alt undervisning var gratis, og de håbede på at kunne sætte fødselsraten ned, så de så positivt på udviklingen.

 

Onsdag den 8. november til den 11. november i Jaipur. Ud i mylderet i byen med 3 mil. Indbyggere til bydelen Amber for at se paladset fra omkring 1100 tallet. Slottet er omgivet af 2 ringmure, den ydre ligger ude i bjergene og er forfalden den ligner meget den kinesiske mur. Den indre ringmur omgiver selve slottet, med templer, audienssale, kongelige sale, gemakker og haveanlæg. Det er røde sandsten og sale med marmor og spejlmosaikker indlagt i kalk og alabast. Det var forfaldent, men de restaurerede på livet løs. Her brugte de elefanter som vi også fik en ridetur på. Vi var på markedet for at købe stof til 2 sæt arbejdstøj, som en skrædder syede i indisk facon dagen efter, så vi blev fine. Pris ca. 180 kr. for det hele.

         

Kursus. På Idex kontor blev vi undervisning af Idex leder Ninad Sharma, en stor personlighed. Hun fortalte, om Indiske forhold, politik kastesystemet, hinduisme, og prøvede at lære os lidt hindi. Religionen har ikke skabt kastesystemet det opstod ca. 2000 år før kristi, det blev afskaffet ved lov i 1948, men har været umuligt at afskaffe i den virkelige verden. Du er født i en kaste og vil altid tilhøre denne kaste, men teoretisk har alle lige muligheder. Det engelske var klart og tydeligt, mange indere kunne være svære at forstå.

 

Afrejse og søndag den 12. november. Lørdag 15.30 tog vi med et udmærket nattog fra Jaipur til Chakkar i provinsen Punjab, med ankomst søndag morgen kl. 7, herfra var der 4 timers kørsel til vores camp Sungal i provinsen Himachal Pradesh. I Sungal blev vi modtaget af de dygtige Idex guider med et rødt mærke i panden og et gult og rødt uldarmbånd. Her fik en dejlig frokost og om eftermiddagen kørte vi til den nærmeste by Palampur 7 km. derfra. De viste os markedet, posthus, netcafe m.m. Det var dejligt at komme fra forureningen og 30-35 grader op i frisk og køligere luft med udsigt til Himalaya 5-6000 meters sneklædte toppe. Jeg skulle dele værelse med Kristina den svenske pige på alder med mig. Kristina ville helst snakke engelsk, så det passede mig fint, da jeg jo var kommet for at lære mere engelsk. Vi havde 3 gode uger sammen.

 

Mandag den 13. november. Var rundt med guider/tolke for at se de steder vi havde mulighed for at arbejde så som skoler og børnehaver. Sygeplejeklinikken var lukket, de var rundt at poliovac. det bliver gjort på de samme dage i hele Indien. Vi var 2 der gerne ville være der. I institutionerne sad børnene på slidte tæpper på cementgulvet ude eller inde afhængig af vejret, inden døre var det ikke tilladt at have sko på. Alle i børnehaverne havde små spande med, og fik kogte ris med hjem. Det var kønne glade børn, der synes det var spændende at få besøg, og de voksne modtog os med glæde.

Det var en varm dag, så vores nye lette tøj, passede fint. Om eftermiddagen gik Heidi og jeg en tur op forbi day care centeret og videre til floden, det er jo tørtid, så der var ikke meget vand i. Undervejs hilste alle venligt på hindi ”namaste” og børnene havde jo set os og fulgte os glade.

Campen. Et stort hus med dobbeltværelser og dør ud til haven, en stor græsplæne, der blev klippet af naboens køer. Det lå frit og i rolige omgivelser på landet, med en formidabel udsigt til Himalayas sneklædte tinder. På værelserne var der pedaltoilet og koldt vand. Ude på gangen var der en hane med varmt vand om morgenen, men intet brusebad. Det var 20-25 grader når solen skinnede, men når den gik ned ca. kl.17 blev det koldere og koldere om aftenen efterhånden som tiden gik, nogle aftener var der kun 12 - 15 grader. I spisestuen ovenpå var der naturlig ventilation, pænt mellemrum mellem væg og tag. Vi havde alle varmt tøj med og sengetæpperne kunne bruges til sjaler, så vi hyggede os alligevel på madrasserne i opholdafdelingen, hvor der også var fjernsyn. Men om dagen var der herligt på taget.

 

Workshop. Nogle eftermiddage underviste vores guider os i hindi, indisk madlavning og hvordan vi folder en sari af 6 meter stof. Vi startede dagen kl. 7 før det blev lyst, med 1 times yoga med

Dibak, ikke nogen dårlig start på dagen.

 

Arbejdet på klinikken og befolkningen. Tirsdag mødte vi op på klinikken sammen med tolken Sonja, en utrolig sød og dygtig ung inder. Her traf vi sygepl. Santosh og hjælper Bimla, 2 humørfyldte Indere. Vi skulle forsætte poliovac. rundt hos familierne i området. Det blev en utrolig spændende dag vor vi blev inviteret ind mange steder, og også kom til en 9årig fødselsdag, han var netop ved at ofre rosenblade ved familien lille alter, og der var stor fødselsdagskage som drengen skar for på samme måde som vi skærer bryllupskage. Vi blev budt på chai og kage. Chai er deres specielle sorte te, kogt med mælk sukker og kardemomme, lækkert og opkvikkende.

Det er en offentlig sygeplejeklinik der dækker 2500 mennesker og har åben fra kl. 9 til ca. 13, alt er gratis, men skal folk indlægges er medicin og lægehjælp gratis, men mad og seng skal betales, hvilket var umuligt for mange i dette område. Det er små landbrugere der dyrker til eget forbrug og har nogle få køer til at levere mælk, ikke til kød da alle er vegetarianere. Nogle få havde geder, får og høns. Alle markerne lå på terrasser og blev pløjet med oksetrukne plove, der blev ført af mænd, det øvrige arbejde så ud til at blive udført af kvinder. Der var mulighed for at tjene lidt ekstra i de store teplantager og i rismarker. De fleste kunne lige netop klare sig, men heller ikke mere. De fleste var små af vækst og vejede ikke så meget, rigtig mange havde blodmangel. Deres kost bestod mest af polerede ris og grøntsager, der var ikke tilstrækkeligt og det kneb med variation. Nu gik det mod vinter, og temperaturen faldt kraftigt når solen forsvandt, og der var ikke varme i husene, de tændte bål udenfor, hvor de også lavede mad, og brugte gødning til brændsel. Mange både børn og voksne kom med dårlig hals og lungebetændelse, ligesom maveinfektioner var alt for udbredt, hygiejnen kunne være bedre. Slidgigt var også almindelig p.g.a. det hårde markarbejde. Mange ældre havde tandproblemer, de havde aldrig børstet tænder, hvilket alle unge gjorde nu. Det var også almindeligt at tykke bath i weekenderne, det ætsede fortænderne væk. Mange ældre havde astma og cancer p.g.a. et stort cigaretforbrug Mange kom også og klagede over klø, årsagen var fnat, vedkommende fik creme, men hvad med resten af familien? Dertil kom de mange gravide, men også mange bad om råd omkring svangerskabsforebyggelse, hvilket deres religion ikke forbød. Der skal megen vejledning til da de fleste i området er analfabeter, men i dag går alle børnene i skole. Desværre er lærernes status ikke høj, og undervisningen kunne nok være bedre.

En af de sidste dage på klinikken besøgte vi en nyfødt vi havde set kvinden højgravid i klinikken, drengen var sund og rask og amningen var kommet godt i gang. Jeg gav nogle penge og Santosh forklarede der også skulle være en mønt der først skulle cirkles om barnets hoved og så om både mor og barn, og derefter gives den lille i hånden, det betyder lykke. Det var spændende og lærerigt at arbejde på klinikken, befolkningen synes også det var spændende og blev der gerne lidt længere, der var heller ikke noget med at komme ind en af gangen, alle hørte på alles problemer.

 

Vandreture i området. Om eftermiddagen var der mulighed for at vandre i de landlige omgivelser og nogle stykker af os kom også til vejrs op i pinjeskoven og her mødte vi fåre og gedehyrderne og så der blev udvundet harpiks af træerne. Ligesom vi fik nogle flotte udsigter, og så de hvidryggede gribbe. Vi havde en arbejdsfri dag, hvor Dibak vores yogalærer tog os en heldagstur i bjergene op til en yogamand der levede en eneboertilværelse, han var Dibak store forbillede. Her var kæmpe rhododendronbuske, sikke et syn når de blomstre, men der var en masse tagetes der blomstrede, og solcelleanlæg var der også. Her nød vi vores medbragte frokost og fik serveret chai, nogle nåede en top, hvor vi atter mødte hyrder, en smuk og dejlig dag. En eftermiddag gik vi 7 km. ud til et tibetansk kloster det lå fredeligt og smukt, vi fik foretræde for abbeden, der var 9. reinkarnation her. Der var 300 munke i alt den yngste var 3år. Mange eftermiddagsture gik ud i landområdet, hvor alle var meget venlige og tit inviterede os på chai.

          

 

!7.-18.-19. november. Her valgte vi at tage til Mclord Ganj som ligger lidt ovenfor Daramsala i 1800 meters højde Dalai Lamas kloster og by, det lå kun 2 timers kørsel fra Sungal. Vi så hans bolig, der var godt bevogtet, klosteret og templet med alle bedemøllerne og alle de tibetanske munke i røde kutter. Der var også et lille museum her viste de en film om Kinesernes invasion af Tibet i 1950 og tibetanernes flugt til Nepal og Indien barskt og lærerigt. I den lille by var der en speciel stemning, smalle gader med butikker med indisk kasmirsk og tibetansk kunsthåndværk, og masser af små restauranter. Det er også en by hvor der kommer mange turister fra hele verden, der var også en del gamle hippier I byen kunne du også få kursus i religion, yoga, meditation og meget mere. Dermed var der også mange tiggere, gamle leprapatienter, mødre med sultne børn som trak os med til en forretning for at få mælkepulver og ris, og det lykkedes heldigvis også nogle gange. Her var tiggende hellige mænd, som inderne kaldte de rigtige tiggere. Vi gik lidt op i bjergene til et mindre tibetansk kloster, en smuk tur i pinjeskoven med flotte udsigter til 6000 meter bjerge i strålende sol. Et smukt vandfald i bjergene nåede vi også. Langs floden var det store vaskedag og hyggedag. i byen var der rigtig mange bavianerne og lidt oppe i bjergene så vi de store sorthovede grå aber i voldsom aktivitet, de var kommet længere ned for vinteren om sommeren lever de højt oppe i bjergene. Vi boede på hotel Tibet, på værelset stod der ”husk at luk vinduerne, så aberne ikke kommer ind”.

              

24.-25.-26. november. Vi besøgte Amritsar 7 timers kørsel fra Sungal. Kørte kl. 14 og passerede mange små landsbyer og store områder med risdyrkning om vinteren og hvede om sommeren. Vi spiste på en afskyelig, kold, beskidt og stinkende restaurant, maden smagte godt, og vi blev ikke syge, utroligt. Indkvartering på et rart guesthouse, her var behageligt varmt, vi var kommet i lavlandet. Amritsar er sikhernes hovedby med det gyldne tempel. Bygningen af det gyldne tempel begyndte i 1577 og ligger midt i en dam, at bade her svarer til en pilgrimsrejse til hinduernes 68 hellige steder. Dammen er omgivet af et 8 meter bredt fortov i poleret marmor med smukke mønstre. En 62 meter lang marmor bro er som regel fyldt med pilgrimme, templet er i 3 etager og taget er som på alle sikhtempler let lotusformet. Taget og dele af væggene er dækket af 100 kg. guld og mormoren dekoreret med halvædelstene. Fra 4 morgen til 23 aften læses der op fra den hellige

bog Adi Granth, der indeholder 3500 hymner. Vi besøgte templet kl. seks om morgenen, (efter at have afleveret skoene, vasket fødderne og dækket håret med et tørklæde) for at se solen stå op over templet, og se det spejle sig i dammen. Meget imponerende, jeg tror vi var de eneste udlændinge bland rigtig mange tubanbærende sikher, vi samlede opløb, alle ville gerne vide hvor vi kom fra og forholdene i vores lande. Herefter gik vi til Memoryparken for at se mindestøtten for de faldne under ”Operation Blue Star”, i 1980 demonstrerede en gruppe bevæbnede oprørere for et frit og uafhængigt Punjab, og Indira Ghandi sende de militære styrker ind med kampvogne og tunge våben. 4 måneder efter blev Indira Ghandi selv dræbt af sine 2 sikkerhedsvagter som var sikher. I 1987 var der igen demonstrationer og Rajiv Gandhi iværksatte ”Operation Black Thunder” der endte på fredelig vis.

Nu er der heldigvis fredeligt i Punjab. Om eftermiddagen var vi rundt i Amritsar, (1,1 mil. Indbyggere) byen bar ikke præg af at ligge i Indiens rigeste provins, der er mange tiggere, enormt forurenet, støjende og trafikeret. Om aftenen var ude ved den Pakistanske grænse 30 km. fra Amritsar for at se flaget blive taget ned, det trak mange mennesker hver eneste dag. Det var med forråbere, folk hylede og skreg, det var militaristisk og virkede meget nationalistisk, det foregik fuldstændig på samme måde på begge sider af grænsen, der fik jeg virkelig fornemmelsen af hvordan mennesker kan komme i bevægelse, en underlig oplevelse.

         

Afsked med Sungal. Vi spiste en dejlig frokost sammen med alle dem vi havde arbejdet sammen med, og gaver og hilsner blev udvekslet, og halvdelen tog nattoget til Delhi fredag og resten lørdag, vi havde så søndag til rundtur i byen, vi var i gamle Delhi og vi besøgte det røde Ford som både er et palads og en fæstning fra1648 af mogullerne, det minder meget om paladset i Jajpur.. kl. 24 blev Heidi og jeg kørt til lufthavnen, og jeg ankom til København mandag middag, hvor

John modtog mig. Det var nu også godt at komme hjem igen.

 

Til toppen


Peru - 8. - 30- juli 2006

 

FAKTA OM PERU.

Republikken Peru har 2200 km. kyststrækning til Stillehavet og grænser op til Chile, Bolivia, Brasilien, Colombia og Ecuador og dækker et areal på 1.285.216 km. 3 gange så stort som Frankrig, med en befolkning på 25 millioner fordelt på 40-50 etniske grupper. Det officielle sprog er spansk, men der er et utal af lokalsprog, Her kan du derfor møde mange forskellige kulturer f. eks. mødte vi den blandede befolkning i byerne, indianerne i ørknen, på højsletten, i bjergene, sivindianerne på Titicaca søen og indianerne i junglen, alle et studium hver.

 

Hele den smalle kyststrækningen i Peru består af verdens mest tørre sandørken, en udløber af Atacama ørknen i Chile. her prøver fattige bønder at dyrke forskellige afgrøder, mange afgrænser deres bolig med sivmåtter uden tag, som en nævnte, ”det regner jo kun engang hvert andet år” Mange havde forladt området igen, men nogle havde bomuldsmarker og andre havde store hønsefarme, vand kunne de kun få fra de få floder der løber mod vest fra Andesbjergene. Vi så akvædukterne, et anlæg med 33 kanaler gravet ned i jorden udført med stor ingeniørkunst i årene 300 før kristi til 700 år efter kristi. bl. a. er der taget højde for vandets erosion ved at kontrollere hastigheden. De er stadig den dag i dag grundlaget for opdyrkning af jorden.

 

Bag ørknen rejser verdens længste bjergkæde sig, Andesbjergene med den højeste top Huascaran 6750 m kun 60 km. fra kysten, et område med mange høje toppe med gletschere.

Inden vi når rigtigt ind i Andesbjergene kører vi på den græsklædte højslette kaldet Punaen, her lever beboerne af at opdrætte lamaer og alpakaer, efterkommere af den oprindelige lamaart guanaco.

Lamaerne er hovedsalig lastdyr og alpakaernes uld bliver brugt til striktrøjer der sælges overalt til, for os, små penge. Alpakakød er meget velsmagende. Vicunaen lever vildt på sletten, den er meget sky, men bliver jaget på grund af dens fine uld.

 

Bag Andesbjergene er det tropisk lavland med verdens største sammenhængende regnskov Amazonjunglen, der strækker sig helt ud til Atlanterhavet. Perus andel af regnskoven svarer til 2 gange Frankrigs størrelse. På 2 km2. i denne regnskov kan findes 3000 forskellige dyrearter heraf 30 slags forskellige aber og 530 fuglearter. På et træ i junglen kan findes 650 billearter og 80 arter af myrer.

 

Amazonfloden har sit udspring højt oppe i Andesbjergene, den er 6400 km lang og indeholder 1/5 af alt vand i verdens floder, og dræner et område på 40 % af Sydamerika. Floden løber mod øst og er 15 km. bred 150 km. før den munder ud i Atlanten. I regntiden løber floden over sine breder og oversvømmer et område på størrelse med Storbritanien, i nogle områder står træerne i 10 meter dybt vand. Der er ca. 3000 forskellige fiskearter i Amazonfloden.

 

Vi var 3 uger rundt i det Sydlige Peru, og oplevede alle disse fantastiske landskaber, med dets farverige folk, planter og ikke at forglemme det utrolige rige dyreliv. Vi var meget betaget af landskabets meget fine sarte farver, hovedsagligt lerfarver, de grå og okker nuancer og over i let rødligt. Det var Perus vintermåned, så der var ikke meget grønt, bortset fra i junglen, men en del orkidearter blomstrede i Andesbjergene som f.eks. ”danseren” og ”den evigt unge”.

 

Klaus Hansen, der er perfekt til spansk og gift med en peruaner, arrangerede turen, til de 9 deltageres fulde tilfredshed, alt gik som planlagt. Vi kom i kontakt med Klaus gennem nogle venner, der rejste med Klaus for 2 år siden.

 

Lørdag den 8. juli

Afgang med KLM kl. 6:05 il Amsterdam kl. 7:10 videre 11:05. Efter 9½ time mellemlanding i Bonair Hollandsk Caribien, blæsende og enormt varm. Yderligere 3½ time til Lima med ankomst 18:30 lokal tid ( 7 timers tidsforskel ). Klaus og hans svigerfar modtog os, skaffede taxa, og sendte os gennem Limas tætte trafik til et dejligt hotel i forstaden Miraflores. Ud at spise en god middag, og så ellers i seng.

 

Søndag den 9. juli

Sightseeing i Limas centrum Plaza de Armas, en smuk plads med palmer blomster og grønne græsplæner med en smuk bronzefontæne fra 1650 i midten. Pladsen er omkranset af bygninger fra kolonitiden med store flotte træbalkoner, regeringspaladset og katedralen fra 1625, i et kapel her ligger Limas grundlægger Francisco Pizarros knogler i en marmorsakrofag Efter frokost på det fineste hotel på pladsen, afgang med ekspresbus til (ca. 4 timer) til Pisco. Den populære brændevin der produceres her, har navn efter byen, hvor der bor 80.000 mennesker. På aftenturen i hovedgaden var der også masser af tilbud til turisterne.

 

Mandag den 10. juli

Tidligt op - dagens mål var de fredede klippeøer Islas Ballestas, (fattigmands Galapagos), her holdt et utal af søfugle og søløver til. Vi kørte i bus langs vandet til havnen, hvor fiskerbådene lå, de var fuldstændigt invaderet af pelikaner, et flot syn. Turen til Islas Ballestas tog en halv time i speedbåd. Det første stykke langs kysten, hvor vi så Candelaberen, en ca. 100 meter høj tegning i sandet på fastlandet. Hvornår hvem og hvorfor den er tegnet ved man ikke. Måske er det egentlig en kaktus som var symbol på magt i Chavin-kulturen, 2500 år f. kr..

Det er kun forskere og guanosamlere (2 mdr. om året) der får tilladelse til at gå i land på øerne. Vi kom dog tæt på, og fik en fantastisk oplevelse. Hurra, hurra et meget stort ”flueben” vi så en lille koloni af humboldt- pingviner, verdens nordligste pingvinart, årsagen er den kolde humboldtstrøm langs Sydamerikas kyst. Af andre fugle så vi flere arter af skarv (red legged cormorant), suler (Peru booby) pelikaner, terner og havmåger og 2 kalkungribbe til at rydde op, desuden rigtig mange søløver der tog det hele meget afslappet, så det lykkedes os at tage nogle fine billeder.

Nu skulle nationalparken Paracas-halvøen beses. Det er ørknen hvor Parakas-kulturen blomstrede fra år 1300 f. kr. til ca. 200 e. kr. Kulturen er især kendt for de flotte tekstiler, og på grund af det tørre ørkensand har man fundet rigtig mange velbevarede mumier. Det ældste vi så på det lille museum var 7000 år (man mener der har boet mennesker i Sydamerika i mindst 12000 år). Der var også skrumpehoveder fra 5-600 år f. kr. Der var en flot klippekyst på den ene side, med rigtig mange svævende kalkungribbe, på den anden side af halvøen var der lavvandet, her holdt flamingoer, ibis og black-skimmers til. I badebyen Paracas fik vi os en herlig svømmetur i Stillehavet, og dejlig fisk på fiskerestauranten.

 

Tirsdag den 11. juli

Ikke nyt: tidligt op. I dag gjaldt det Nazca-linierne 207 km. fra Pisco. Vi kører i sandørkenen og stopper i Ica for at se Huacachina en oase omgivet af imponerende sanddyner på over 100 meters højde. Oasen var et udflugts mål for de rige, her var en dejlig sø, og et smukt hotel. Hvor var de rige, vi så ikke nogen.

Vi nåede Nasca kl. 10:30 og her skulle vi fra chessnafly med plads til 5 passagerer se Nasca-linierne. De er så store, at de kun kan ses fra luften – desværre – for  det gav i hvert fald mig en god gang luftsyge. Vejret er dog lidt overskyet, så vi kommer først op ved middagestid, hvor det er klaret op. Vi lejede et hotelværelse i byen til vores bagage fordi vi om aftenen skal med natbussen til Arequipa. Vi tager ud og ser ækvadukterne (beskrevet ovenfor). Vel tilbage er flyvningerne i gang, og vi ser et utal af linier i varierende bredde og længde og geometriske figurer f.eks. abe, kolibri, condor, papegøje, astronaut o. s. v. Figuren af kondoren , har et vingefang på 130 meter. Hvad betyder disse linier og tegninger? Ingen ved det præcis. Eric von Däniken mente, at det var landingsbaner for rumfartøjer, og Maria Reiche mente, at det var en kæmpemæssig astronomisk kalender. Den seneste teori er fra 90’erne hvor David Johnson mener, at linierne det viser de underjordiske vandårer, og tegningerne identificerer de enkelte årer.

Uden tvivl er tegningerne lavet af paracas og nasca-kulturen fra  900 f. kr. til 600 år e. kr., og de står stadigt lige tydelige i sandet.

Vi sluttede dagen med at besøge Chauchillo, en kirkegård for de utroligt velbevarede meget gamle mumier som er fundet i området.

 

Onsdag den 12. juni

Efter 9 timer i luksus- natekspresbussen ankom vi kl. 7:30 til den hvide by –Arequipa- med udsigt til keglevulkanen El Misti 5822 m. Skulle nogen være interesserede er der mulighed for bestigning, bestil blot hos et af de mange bureauer i byen. Arequipa ligger i 2300 m. og er en million by. Navnet kommer af byggematerialet - de hvide og lyserøde vulkanske stenblokke. Efter sigende skinner solen 365 dage om året. Seværdigheden her er det meget velholdte nonnekloster Santa Catalina grundlagt i 1580. Det har været en by i byen, hvor den rige spanske overklasse afleverede deres anden datter - nogen gange i treårsalderen - til et luksus liv bag murerne. Fra 1870 forbød paven dog denne luksus, og i 1970 blev klostret åbnet for offentligheden, der lever stadig 20 nonner afsondrede i den nordlige del af klosteret. I dag må de gerne færdes frit i byen. Det er smukke bygninger, og der er en meget fin samling af værdifulde religiøse malerier fra 1600 tallet. Vi besøgte også det store farverige marked, der har alt hvad hjertet kunne begære af fødevarer.

 

Torsdag den 13. juli

Afgang kl. 8:30 mod Chivay i en dejlig bil med plads til benene. Vi fik tilmed en ny guide Andrea. I dejligt vejr og god vej kører vi på den utrolig flotte højslette i 4000 meters højde. Her kunne vi hilse på hyrderne med deres store flokke af lamaer og alpakaer – kendetegn: lamaer har halen opad, alpakaer halen nedad. Vi så også de vilde vicunaer. Der var udsyn til vulkaner, og en enkelt der udspyede tornadoskyer. I et område med søer var der en del storke, ibis og andefugle (Giant coot og andean goose) og i luften puno hawk. I dag passeres turens højeste punkt 4900 meter, udsigten kan vi ikke klage over. Sen frokost i Chivay der ligger i 3600 meter, dagen slutter med i bad i varme kilder - herligt. Højdesygen begynder så småt at indfinde sig, mere eller mindre hos os de fleste, der er også noget småkoldt, nogle tager det uldne undertøj på om natten, trods adskillige store tunge tæpper.

 

Fredag den 14. juli

I dag handler det om at få set verdens største flyvende fugl - kondoren, en grib med et vingefang på op til 3 meter og en vægt på op til 12 kg. De overnatter i den 1000 meter dybe canyon og går på vingerne på de termiske luftstrømme som dannes, når solen opvarmer luften.

Tidligt op (til en forandring) der er 70 km. meter til Cruz del Condor. Vi nåede tilmed undervejs at se en jordskælvsramt kirke på vejen, samt en mand, der optrådte med en ørn - black and chessnut eagle. Der var en del turister, der havde samme mål som os, men der var plads til alle. Fuglene lod vente lidt på sig, og Klaus begyndte at snakke om, at vi nok måtte køre - skrækkelig tanke. mon fuglene havde hørt det, de gik i hvert fald straks på vingerne, og vi fik det flotteste show, vi kunne ønske os, op til 14 fugle i alle aldre i luften på en gang. Stort stort flueben i checklisten. Udsigten herfra var fantastisk, det måtte også ses nedefra, så vi gik de 1000 stejle meter ned i kløften Sangalle til en oase med varme kilder. Det var en flot tur ned men varmt ca. 38 gr. Så badet og frokosten dernede var rigtigt godt.

John gik nu lidt forkert, så han fik ekstra motion i varmen -fjums-. Der var mulighed for at ride op på muldyr, et par valgte det med det samme, det var også stejlt op, og selvom klokken var halvfire var det endnu godt lunt. Da vi nåede et stykke op valgte jeg nu også et muldyr, det gik for langsom på egne to ben, og det bliver jo mørkt kl. 18. Det var nu også en oplevelse, jeg kunne rigtigt nyde udsynet, og beskue de flotte basaltsøjler, der var halvvejs oppe. Derefter tilbage til Chivay.

 

Lørdag den 15. juli

Dagens mål er Puno (3830 m.) ved Titicaca søen, en lang tur, der tog det meste af dagen, men en meget flot tur over højslette og over bjergpas. Pause ved et udskænkningssted, hvor vi købte coca te og sandwiches. Der var alpakaer, der meget gerne ville spise cocabladene, de havde måske også fundet ud af, at det kunne hjælpe på højdesyge? Der var også farvestrålende indianerkvinder og børn, der solgte deres fine kunsthåndværk. Stop i Juliaca - sikke et mylder, vi købte lidt frugt. Endnu et stop i højden med udsyn over Puno og Titicacasøen. Jørn prøvede marsvin (altså de 4-benede) til aftensmad, én gang var vist nok.

 

Søndag den 16. juli

Vi sejler ud på Titicacasøen, der er 9000 km2, og verdens største sø i over 2000 meters højde. Vi besøgte sivindianerne på Los Urus. Der findes stadig mange sivindianere i denne lavvandede del af søen. Vi kom i land på en af sivøerne, og fik fortalt lidt om deres kultur, og fik en sejltur i en sivbåd. Nu kommer den største del af deres indtægter fra turister. Det var disse sivindianere Thor Heyerdahl fik til at hjælpe sig med at bygge sivbåden Ra 2. Vi sejler videre til øen Taquile, her bor 2500 mennesker i et selvstyrende samfund. Højden kunne godt mærkes, da vi skulle 544 trin op til øen højeste punkt til dens centrum med kirke, ”regeringsbygning” og markedsplads. Her indtog vi en dejlig frokost, og når tjenerne ikke serverede, strikkede de på deres egne huer. Trods højden var det en varm dag med strålende sol.

 

Mandag den 17. juli

Nu gælder det verdens navle - Inkaernes hovedstad Cusco. Det går atter over det flade Altiplano til et pas i 4300 meters højde, undervejs drejer vi ud til Sillustani (gamle vulkankratere, som nu er søer), hvor der er gamle begravelsestårne fra Inkatiden, det første vi så af deres flotte ingeniørkunst. Her var også lige et par ”turistgårde”, der gerne ville vise hjemmet frem, vi blev budt på kartofler og ost, og købte lidt småting af dem. Ankomst til Cusco 17:30. Hotellet havde fået vandskade, men der blev hurtigt fundet andre værelser til os. Hurra, her var en boghandel, vi fik både landkort og fuglebog.

 

Tirsdag den 18. juli

Sightseeing i Cusco. Byen ligger i 3310 m., har 300.000 indbyggere, og er bogstavelig talt bygget oven på Inkaernes templer og kongsgårde. Byens centrum Plaza de Armas(våbenpladsen) er fredet ligesom alle ruinerne fra inkatiden. Inkakulturen eksisterede fra ca. 1100 til spaniernes erobring fra omkring år 1500. På Plaza de Armas er mange centrale skikkelser henrettet f. eks. Inkakongen Tupac Amaru I. Den oprørske erobrer Diego de Almagro den Yngre og 1700 tallets sidste indianerleder Tupac Amaru 2. Vi så katedralen fra1559, og de velbevarede inkamurer bestående af kæmpestore sten placeret uden mørtel, de passer bare sammen, her er den berømte 12 kantede sten. Der var rester af mange templer og paladser f. eks. ”Paladset for de udvalgte jomfruer” og ”guldtemplet”, der havde også været en have helt i guld. Cuzco havde fortjent mere tid, men vi måtte videre, vi skulle møde vore guider til Inkatreket, og have lejet soveposer.

 

Onsdag den 19. juli

Vi efterlader det meste af bagagen i Cuzco for at køre til Ollantaytambo - udgangsbyen for inkatrekket. En ½ times kørsel fra Cuzco stoppede vi ved Sacsaywaman - rester af en labyrintagtig by med plads til 5000 soldater, og her er bygget mure af sten på op til 8½ meter som vejer 360 tons. Her udkæmpedes det sidste afgørende slag mellem inkaerne og spanierne i år 1536, hvor spanierne med nød og næppe vandt. Vi kører gennem Valle Sagrada ”Den Hellige Dal” en frugtbar dal kaldet inkaernes spisekammer. Vi stopper i Pisac, ser på markedet, og spiser frokost. Videre gennem dalen langs floden Urubambafloden. Salinas besøges, det er en smal kløft, hvor de lokale lever af at udvinde salt fra en lille saltholdig kilde, der løber ud af bjergsiden. Det er et specielt syn at se nedover området og gå imellem de mange små bassiner, hvor alt reguleres med håndkraft. Herfra kommer en del af guiderne til inkatrekket, for at tjene en god ekstraskilling. Ollantaytambo nås hen på eftermiddagen, vi når at se ruinen af et af inkaernes store forter, som aldrig nåede at blive bygget færdig. Her ses deres store evne til at lave vandingskanaler og går man op over alle de velbevarede terrasser og når toppen kan man se ned i Den Hellige Dal og over på det snedækkede bjerg Veronica 5750 m., en smuk top, vi havde mulighed for at se flere gange på trekket. Husene i byen var bygget op omkring de gamle inkamurer. De fleste indbyggere brugte den originale farvestrålende beklædning som før, det var meget malerisk.

 

Torsdag den 20. 23. juli

Inkatrekket til Machu Picchu:

Forventningsfulde og spændte kører vi med bus langs Urubamba floden til 82 km. fra Cuzco, hvor vi møder vores bærere, der skal bære det meste af vores bagage og desuden mad og telte til alle. Bærerne har en overenskomst, der siger, de må bære 25 kg. hver, helt rimeligt, det holdt ikke helt, de havde vist sparet et par bærere. Der gives tilladelse til 500 vandrere pr. dag med bærere og vi bliver indskrevet med pasnummer og får et fint stempel i passet ved indgangen til inkastien. Turen er beregnet til 4 dage, ca. 42 km. på god sti, men med nogle gode højdekurver. Kondien kan vi træne hjemmefra, højdesygen må forebygges med coca te, masser af vand, evt. højdesygepiller, og så gå langsomt (kommer af sig selv), det hjalp måske ikke helt, men det gik fint, en fik lidt ilt, som guiden havde med, så alle kom over ”den døde kvindes pas” i 4200 m. og fik en utrolig oplevelse. Vi havde rigtigt godt vejr og oplevede Andesbjergene med de smukke gyldne farver og de høje toppe, mange med evig sne f. eks den smukke Veronika 5361 m. o. h. Bærerne sørgede godt for os satte fine tomandstelte op, serverede te på sengen, pandekager til morgenmad og lavede fin frokost og middagsmad. Lejerpladserne var lagt på smukke steder med god plads, så at der overnattede ca. 500 mærkedes ikke. Undervejs er der adskillige flot restaurerede inkaruiner, f eks. Llaqtapata, Wayllabamba, Runkuraqay, Sayacmarca, Phuyupatamarca alle ceremonielle steder hvor Inkaernes meddelere kunne spise, rense sjælen og overnatte, så de hurtigt kunne bringe nyt fra det store inkarige, til inkakongen i hovedstaden Machu Picchu.

Sidste lejerplads Wiñauwayna 2650 m., mulighed for bad og øl, begge dele blev udnyttet til fulde. Sidste vandredag op kl. 4:00 for at nå til solporten, for at se solen stå op over Machu Picchu. Vi gik i mørke med pandelamper og nåede solporten ved 6-tiden. Det var småkoldt og blæsende, og der var masser af plads, men vi holdt ud til solen ramte ruinbyen ca.7:30. Det blev en varm dag, og vi havde tid til rigtigt at nyde at høre om og selv gå rundt i den imponerende ruinby fra Inkatiden med terrasser beboelse soltemplet med den flotte solsten, det kongelige område, de seksten rituelle bade og meget mere. De spanske erobrere opdagede ikke Machu Picchu, det var først i 1911, at den amerikanske historiker og eventyrer Hiram Bingham fandt ruinerne ved hjælp af lokale bønder. Vi gik også lidt bagom ruinbyen, og så resterne af en inkabro bygget på et lodret bjerg, det var ingeniørarbejde. Månebjerget var der ikke tid nok til at bestige, måske meget godt, højdesygen var nu ikke helt væk, selvom vi nu var ned i 2400 meters højde, besynderligt. I virkeligheden var Machu Picchu nok kun Inkakongens sommerresidens og samtidigt forsvarsværk, da klimaet var bedre her end i Cozco. Inkaernes sidste hovedstæder var Vitcos i Vilcabambadalen, og da spanierne fordrev dem derfra fandt de deres sidste tilholdssted i Vilcabamba la Vieja, her overvandt spanierne de sidste inkaer den 24. juni 1572. Ved 13-tiden bus til Aguas Calientes. Frokost nærmest midt på sporerne og ved 16-tiden afgang med tog. Vi blev desværre smidt af i Ollantaytambo og så med bus tilbage til Cusco. Nu havde vi ellers glædet os til den spøjse siksak tur med toget.

 

Mandag den 24. juli

Rejsedag. Vi flyver fra Cusco til Iquitos over Lima, for at tilbringe de sidste dage i Amazonjunglen.

I Lima lufthavn spiser vi vores første Mc. Donald burger, noget måtte vi jo have. Ak. John fik Mc. Donald quickstep, men var da nogenlunde over det dagen efter. Iquitos er en gammel gummiby og har 500.000 indbyggere, og ligger i junglen ved Amazonfloden. Iquitos er verdens største by, som man kun kan nå med fly eller flodbåd. Der var ca. 30 grader og høj luftfugtighed, så det føltes meget varmt. Vi var ude at spise en dejlig middag, (ikke John), der var sang, optræden med ild og børn der ville sælge forskelligt, selvom det var blevet sent på aftenen.

 

Tirsdag den 25. juli

Vi går gennem det store marked, hvor der er liv og farver, og alt hvad hjertet kan begære af fisk frugt og kød f.eks. skildpadder, maddiker og marsvin. Medicin kunne du også købe i alle farver, vælg selv. Hvad med fiskesuppe, hele fisken med hoved gæller og finner hørte også med. En lille dværgsilkeabe var til salg for 10 sol (20 kr.), guiden købte den og gav den atter sin frihed i junglen. Vi nåede ned til havnen over, hvad der bestemt lignede en losseplads og over os svævede også rigtig mange kalkungribbe. Vi blev i en udhulet træstamme fragtet ud til flodbåden, som i løbet af de næste 5 timer sejlede os ud til Yarapa reservatet og vores lodge. Undervejs så vi livet på Amazonfloden med fiskere, fragtbåde og legende børn ved bredden. Vi var også så heldige at se 2 arter af floddelfiner. Undervejs stoppede vi ved en af flodindianernes landsbyer.

 

Onsdag – fredag den 26. – 28. juli

De næste dage er der mange oplevelser i junglen. Lodgen består af køkkenhuset, spisehuset og tre huse til turisterne alle bygget på pæle. Der var træsenge med moskitonet over, og et lagen som dyne, det var rigeligt. Det var nu ikke slemt med myg eller mitter på den årstid, myrerne pudrede de for på pladsen. Vi blev straks mødt af ”vilde dyr”. En sød lille abe, der gerne stjal maden helst mælken, en kælen og aktiv næsebjørn og en tapir, der gerne gik tur med os i junglen. Stedet lå ved en ret stor sø, som guiderne sejlede os rundt på i kanoer flere gange på forskellige tider af døgnet. Der voksede Tommelise åkander, der blomstrede med kæmpe hvide blomster, og der var en masse forskellige fisk i søen, vi fangede nogle piratfisk som blev grillet til forret, ikke dårligt. I mørket kunne vi se kaimanernes øjne lyse. En af guiderne fangede en på ca. 1 år med de bare hænder, det er manddomsprøven for en indianerdreng. Efter fotografering blev den sat fri igen. Egernaberne så vi også gå til ro i et stort træ, de var nu ikke helt enige om sengepladserne. Der var også mange fugle f.eks. fiske hejre, nathejre, silkehejre, væverfugle, papegøjer af forskellige slags, flere arter isfugle og flere slags ørne og gribbe. Sommerfugle var der ligeledes et utal af. Vi havde også fornøjelsen af at holde et dovendyr, som guiderne tog ned fra et træ, den var rigtig sød, men det var nok lidt synd for den, men den kravlede stille og roligt op for at sove videre. Vi sejlede i en ”piki piki” en motoriseret kano ud til en af flodindianernes landsbyer, og blev venligt modtaget, de boede i nærmest åbne huse på pæle, og levede af fangst og fiskeri, og af hvad de kunne sælge til turister, vi købte en maske og nogle smukke bastbakker. I junglen fik vi også fortalt om træerne, hvad der var spiseligt og hvad der var giftigt, og hvad indianerne brugte det til, dette er et studium i sig selv.

Der var kapoktræer på 70 meter og de store træer, der bliver brugt til ”jungletromme”, når der bankes på det, kan det høres på meget lang afstand. Den sidste dag var vi på anacondajagt, efter 10 minutters gang i junglen lå der en ca.3 meter lang tyk slange, den hvislede lidt med den kløvede tunge og kravlede op i et træ. Så vi så den i dens fulde længde. På det tidspunkt var der nogen der havde fået nok af junglen, og var blevet hjemme i hængekøjerne, så guiden foreslog vi tog den med hjem til alles beskuelse, så han trak den ned, fik et godt greb om den lige bagved hoved og slyngede den om halsen, det var jo ingen giftslange, kun en kvælerslange. Nå andre prøvede det også, og blev fotograferet som den store slangetæmmer. Vi nøjedes med at røre, den var helt tør og glat. Et par dage før havde vi klappet en boaslange, det var ved at blive en vane, vi så nu også lige en fugleedderkop.

 

Lørdag den 28. juli

Vi forlader junglen i en piki-piki, indtil vi midt på floden kan stige over i en speedbåd og fortsætte sejladsen op ad Marañonfloden til Nauta, en lille flodby på samme niveau som Iquitos, de 2 byer er for nylig blevet forbundet med en 80 km. fin vej som vi benyttede os af.

Vi kørte direkte til Klaus´ peruvianske familie i Iquitos. De havde lavet dejlig frokost med fisk til os. Her nød vi det med bad og afslapning, indtil vi skulle med flyet til Lima.

 

Søndag den 29. juli

Efter en god nattesøvn på hotellet i Miraflores er der tid til sightseeing i Lima i kunstner bydelen Baranco med det nok mest farverige marked, vi endnu havde set, der var en trøje i ekstra god kvalitet, så den kom med hjem. Efter et godt måltid på turisttorvet måtte vi til lufthavnen, hvor vi tog afsked med Klaus, og hilste endnu engang på svigerfar som bragte Klaus hjem til kone, børn og familie. Vi checkede ind kl. 18 og var hjemme i Borup mandag nat kl. 2. Godt møre gik vi direkte i seng efter en fantastisk tur.

 

 

 

Til toppen

 


Tanzania og Zambia - Kilimanjaro's top

15 juni- 11 juli 1999.

 

Eventyret begyndte, da et par af vore venner rejste til Zambia for Mellemfolkeligt samvirke. Hanne arbejdede på et børnehjem, og Mogens deltog i et biavlerprojekt. De måtte besøges. Kunne det lade sig gøre at kombinere det med en toptur til Kilimanjaro? Var der for langt imellem? Var der transportmuligheder? Var 4 uger nok? O.s.v.

Planlægningen begyndte i januar 1999 med et besøg hos Nordisk Korthandel i Studiestræde i København, hvor vi fandt: "Kilimanjaro Map and guide".

Alle ruter til toppen beskrevet bagpå kortet, og adresser på flere guide og trekking bureauer.

Vejle Rejser: Snak om rejserute m.v. Turen gik med K.L.M. fra København 6:50 og ankomst i Kilimanjaro 20:10, med et skift i Amsterdam.

Hjemrejse: Lusaka 13:35 ankomst til København næste dag kl. 9:10, med skift i Nairobi og Amsterdam.

Rejsen mellem Tanzania og Zambia kunne Vejle Rejser hjælpe os med oplysninger om, men reservere billetter til os hjemmefra var ikke muligt. De oplyste os om, at der gik en bus fra Kilimanjaro til Dar es Salaam (ca. 6oo km.), og derfra et tog til Serenje i Zambia, det tog 40 timer. Billetterne til toget kunne først købes, når vi var på stedet, og der var ikke transport hver dag.

Vi tog chancen, det lykkedes at få det hele til at passe sammen og få billetter.

Vejle Rejser gav os og adresse på en dansker, der sikkert kunne hjælpe os omkring turen til toppen af Kilimanjaro. Det kunne han; vi mailede sammen, og det viste sig, at det var den danske konsul i Tansania som også havde et rejsebureau.

(Geert Lassen Holm - Scan Tan Tours ltd. P.O. Box 2611 Arusha Tanzania - Tel,. (oo255) *57 8170, 6691,4133 - Fax(00255) *57 8170, 4133, 6375 - E-mail: scantan@cybernet.co.tz)

De var behjælpelige med at hente os i lufthavnen, skaffe hotelværelse i Arusha 2 nætter, og skaffe en guide til Kilimanjaro nationalpark, ligesom de hjalp os med at skaffe busbilletter til Dar es Salaaam. Dertil en kontakt, der hjalp os med hotel og togbilletter, en uvurderlig hjælp, og alt fungerede perfekt.

Adresse på Guidefirmaet: The African Walkings Co. Tina Boving(Dansk gift med engelske John) - African-walking@habari.co.tz eller  Africwalk@aol.com

Vi blev hentet i Kilimanjaros lufthavn, og blev kørt til hotel L'Oasis, i afrikas sorte nat. Et rart sted hvor vi fik en "hytte" med bad. Temperaturen var ca. 25 og luftfugtigheden høj.

Næste dag mødtes vi med Gerd og en repræsentant fra guidefirmaet, drøftede opturen, hvad vi havde prøvet før, madønsker, og hvornår vi ville blive afhentet næste dag. Resten af dagen var vi turister i Arusha, oplevede bylivet og markedet med masser af frugt og en masse fremmedartede fugle i byens træer.

Dagen efter var der afgang kl. 8 og efter 2 timers kørsel i regnvejr nåedes indgangen til nationalparken. Her var vores 2 guider og 4 portere som tog vore rygsække og bar mad og brændsel og kl.11 var alt klart, og vi begyndte vandringen ad Marango Route (også kaldet turistruten), fra 1800 meters højde i roligt tempo og tørvejr, hvilket heldigvis holdt resten af vores ferie.

Kilimanjaro højeste punkt Uhuro Peak er 5895m. Vi var 6 døgn om turen, 4 op og 2 ned med en overliggerdag i 3720m., for at blive akklimatiserede, hvilket skulle forøge ens chancer for at nå toppen. Der er fine vandrestier helt til toppen, der hele tiden bliver holdt ved lige, alt bliver båret op, intet må tages eller efterlades i nationalparken.

Det er ikke nogen teknisk vanskelig rute ( som f.eks. Mont Blanc). Det går jævnt opad - sine steder næsten vandret - og først de sidste 1000 m. stiger det virkeligt, hvilket især føles p.g.a. den tynde luft. Man kommer på en hård prøve, så tidligere erfaring fra bjergvandring, og en godt kondition, vil være en fordel. Hvordan højden påvirker én ved man først, når man er ude i det, gå ydmygt til værks, det er en stor vulkan.

Vi steg ca. 1000 m pr dag, og i lejrene var der fine små hytter med plads til 4 personer i hvert rum, vi havde dem nu for os selv, da den egentlige højsæson endnu ikke var startet.

Vi gik gennem alle klimazsonerne 1. dag i regnskov tæt og meget stille, vi så aber, blue monkies, som fik lidt af vores frokost, de kendte vist de normale spisesteder. Det var 20 grader med høj luftfugtigheden. Overnatning i Mandara Hut (2727 m), aftentur til Maundi krateret med et vue gennem skydækket ind over Kenya. Vi så sort/hvide langhalede aber, som sjældent kommer på jorden.

2. dagen tyndede skoven ud og det gik jævnt opad i 4 timer over et hedeagtigt landskab til Horumbo Hut (3720m), her var masser af hvidnakkede ravne, der gerne modtog sandkage. Her var en del mennesker, da både opadgående og nedadgående trafikkanter overnatter her. Vi kunne også se turens mål - det så da ikke så slemt ud. Her fik vi også de første topberetninger, eller mangel på samme, men ordet var, slowly, slowly, helt enig, det kom nu af sig selv.

3. dag sol fra en skyfri himmel, men der blæste en kraftig kølig vind, vi gik i 3½ time mod Kibo Hut (4703 m) i et fuldstændigt goldt landskab, med store vidder og udsigt til et skydække nede i 3000 m. Vi var 7 på hytten og med kun 7-8 grader inden døre, blev alt tøj taget i brug. Her tankede vi godt op, megen væske skulle forebygge højdesyge, vi var dog fortsat næsten upåvirkede af højden, men der mangle jo stadig over 1000 m. Vi prøvede at få nogle timers søvn, det lykkedes nu ikke, spændingen var vist for stor. Efter en portion varm suppe, startede vi ved 1-tiden med pandelamper på, i Afrikas absolut sorte nat, vejret var klart og vindstille, masser af stjerner, som synes meget tættere på en sædvanligt, månen var dog gået ned. Det gik meget, meget langsomt stejlt opad til Gillmann Point på kraterranden (5685m) som nåedes ved 5-tiden. Det stadig mørkt. En lille velfortjent pause, så vejrtrækning og puls kunne falde lidt til ro, hovedpine blev vi skånet for. Derefter videre i sne langs kraterranden til selve toppen Uhuru Peak (5896m) netop som solen stod op 6:30. Et imponerende syn , hele sliddet værd, himmelen farves rød 380 grader rundt, udsyn til skydække i 3000 m højde, men det var meget langt nede. Krateret var enormt stort og fyldt med sne og til den anden side en stor gletcher med en lodret væg beklædt med istapper. Vi nød det korte syn af solopgangen, det går så stærkt på disse breddegrader. På toppen frøs det 15 grader, så klæd dig godt på, også vanter, mine var ikke gode nok, du kan heller ikke gå dig til varmen på opturen, fordi det går langsomt. Et godt råd, hav ekstra batterier til pandelampe og fotoapparat inde på maven, p.g.a. kulden, ærgeligt hvis topbillederne mangler. Af de 7 der den nat gik samme vej op som os nåede de 4 toppen. Derefter gik det raskt nedad, vi hilste den øgede iltmængde velkommen, og fik det hurtigt bedre og bedre. Efter et par timers hvil på Kibo Hut nåede vi ned til Horumbo Hut ca. 14:30. Sejren blev fejret med et par Kilimanjaro Premiun Lager Beer. Næste dag gik det hurtigt ned gennem regnskoven, var ved porten kl. 14. og modtog her de velfortjente certifikater. En kolossal oplevelse vi nødigt ville have undværet.

 

Til toppen


Grønland Tininnilik, Lille Tininnilik og indlandsisen

Grønland i regn og regn og sol.

I sommeren 2000 var vi 6 personer (Janne og Ejvind, Bente og Steen samt Jette og John), der foretog en vandretur i Christianshaabs bagland. Turen var inspireret af Frank Nielsen og Jette Weismanns bog: "Vandringer syd for Jakobshavn Isfjord".

Vi fulgte vi turene, som er beskrevet i "Vandringer syd for Jakobshavn Isfjord". Så det følgende læses bedst, hvis du følger med på kortet i "Vandringer syd for Jakobshavn Isfjord". På enkelte strækninger gik vi vore egne veje.

Vores oppakning vejede en del, da vi havde proviant med til 15 dage ( 26 -32 kg ). Der er ingen vandrestier, og vegetationen består nogen steder af blød eftergivende mos. På billedet kan du se den typiske vegetation.  Andre steder er der lav polarbirk og pil. Det er tungt og blødt at gå i, vi vil betegne det som springmadrasser, der ikke giver afsæt. I vores tilfælde snarere vandmadrasser, da vejret desværre var regnfuldt med lavthængende skyer og tåge. Af og til blæsende (ikke voldsomt), det blev dog gradvis bedre mod slutningen af ferien. En trøst: Vejret er sjældent så stabilt dårligt i dette område.

Vi må anbefale en god fysisk form og en en god portion fjelderfaring, inden man starter ud, ligesom man skal indstille sig på det store absolut øde landskab, hvor du er overladt til din egen formåen, og ikke kan forvente at møde andre vandere.

Er forusætningerne i orden, kan turen absolut anbefales, der er en enorm storslået natur, der gør et voldsomt indtryk, og hvor du føler dig meget lille og ydmyg.


 

Dagbog.

Mandag 24/7. Vel ankommen med SAS til Kangerlussuaq ca. 20:30 blev vi transporteret til havnen, og herfra videre med redningsbåden ud til M/S Sarfaq Ittuk. Det blev hen mod midnat inden alle var ombord. Herefter gik sejlturen ud gennem Sdr. Strømfjord. Fjorden er ca. 90 km lang. Inde i bunden af fjorden er bjergene afrundede, men i løbet af den 7 timer lange sejltur nåede vi stejlere og stejlere fjelde. Vi så sæler et par steder, og måger og mallemukker. Det var overskyet, der var altså ikke noget med midnatssol. Alligevel stod vi op kl. 5:30 for at se de sidste 2 timers sejlads ud ad fjorden, et absolut smukt syn trods gråvejr og småregn. Fjorden er her meget smal og med store skarpe fjelde på begge sider og på sydsiden går mange gletschere ned fra indlandsisen.

Tirsdag 25/7. I Sisimiut (Holsteinsborg) var der et par timers sightseeing. Vi anløb Kangaatsiaq og Aasiaat (Egedesminde) om natten. Under sejladsen stiftede vi bekendtskab med kystkulturen og vi mødte mange grønlandske familier på rejse. Besætningen viste beredvilligt rundt, også på de dele af skibet, hvor der ellers ikke er adgang for passagerer.

Onsdag 26/7. Isbanken passeredes tidlig morgen ved 6-tiden - desværre i gråvejr, men alligevel gjorde de store isfjelde et stort indtryk. Senere på dagen gik vi tur til Sermermiut. Her var der flot udsigt over Jakobshavn Isfjord , og der lød hele tiden knitren og bragen ude fra isen. Lidt sightseeing i Ilulissat og ovenatning på campingpladsen. Der blev bestilt taxa til næste morgen, da vi skulle tidligt at sted med helikopter til Qasigiannguit (Christianshaab).

Torsdag 27/7. Dagen startede med helikopterrejse via Qeqertarsuaq (Godhavn) til Qasigiannguit. Før mellemlandingen havde vi flot udsigt over øen Disko med dens basaltfjelde og store gletschere. Senere når vi frem til Qasigiannguit og bliver straks afhentet af Robert, som vi hjemmefra havde truffet aftale med. Alle 'mænnerne' fluks af sted i speedbåd til bunden af fjorden Kangersuneq, så de kunne starte opstigningen, og endda nå ned og hjælpe kvinderne op med rygsækkene. De 400 m. opstigning var godt nok noget af et slæb med den tunge oppakning. På billedet var vi nået godt halvvejs op, og ca. 17:30 var alle fremme ved lejrpladsen ved Qorlortup Tasersua. Her så vi et islom par med unge og hørte deres specielle kalden. Senere så vi islom i flere af søerne, de havde endnu ikke påbegyndt rejsen sydpå. Det havde derimod gæssene, for ud over enkelte blisgæs så vi kun deres efterladenskaber og tabte svingfjer. Det må være spændende at være tilstede i fuglenes yngletid. Undervejs så vi ellers kun lidt ryper, snespurve og stenpikkere samt nogle få sneharer.

Fredag 28/7. Det regner lidt i nattens løb og tågedisen vælter op nede fra Kangersuneq. Søen følges rundt, men det går kun langsomt fremad, da det som frygtet er tungt terræn, og vi skal vænne os til al bagagen. Efter endnu ca 200 meters opstigning, når vi ved 17-tiden godt udslidte vestbreden af Qaqajuit Tasiat. Lejr på noget af en knold, men dog ikke værst og udsigten var da fin.

Lørdag 29/7. Sol til morgenkaffen - det holdt dog ikke længe. Kun få byger i dagens løb. Ret hurtigt nåedes Tininnilik. Vandstanden var ret høj, så vi måtte op nord om Qaqqajuit. Der var her tid til en god kaffepause med flot udsigt over isen. Tininniliks sandede bredder var fine at gå på, med mange niviarsiaq og arktisk valmue.

Der var også mange dekorative sten. Og så så vi fodspor. Dels af ren, men vi så desværre ingen rensdyr. Men også spor af to mennesker, de eneste vi så inde i landet. Da vi kom hjem fik vi at vide, at det var Jette og Frank, der havde været her fredag den 14., altså 15 dage tidligere. Vi havde en flot lejrplads i Tininniliks nordøstlige hjørne. Aftentur langs søen og op i højden, så vi rigtigt kunne skue ud over isen. Brækanten i Saqqarleq kunne også anes.

 

Søndag 30/7. Efter en nat med blæst og byger kunne vi stå op til en kølig morgenstund. (Det holdt da i det mindste myggene væk). Nordover kom vi til Lille Tininnilik (den har senere skiftet navn til Tininnilinnguaq), som var blevet stor og var løbet sammen med søerne nordvest herfor. Det er interessant at sammenligne billedet her med billedet af Lille Tininnilik i bogen side 67.

Vi havde ikke tid til den omvej, det ville være at gå ned til Saqqarleg. Der var ikke anden udvej end at følge dalen mod nordvest til Akiamiut Tasersua. Derved kom vi til at gå en strækning, som ikke tidligere har været gået. Ruten er tegnet ind på kortet her. Vi holdt højden SV for søen, som nu var så stor, at Lille Tininnilik er et dårligt navn. Afløbet fra Seersinnerup Tasia løb nede mellem store sten, som vi hoppede på. Terrænet er let at gå i. Søen nord for Seersinnerup Tasia minder om en norsk fjeldsø, der er fine teltpladser ved dens nordende.

Mandag 31/7. Overliggerdag - mestendels i regn. Sidst på eftermiddagen stilnede det af, og vi satsede på en tur over til brækanten ved Saqqarleq. Lavthængende skydække og tåge satte dog en stopper herfor.

Tirsdag 1/8. Bygerne startede netop, som vi skulle til at stå op, så afgangen blev udsat lidt. Ikke at det blev meget bedre i dagens løb, så det var en noget våd forsamling, der efter turen langs Akiamiut Tasersua slog lejr ved en lille sø inden den sidste nedstigning til Nuussutapdalen.

Onsdag 2/8. Det regner videre - Nuussutap Kuua vades uden problemer (støvlerne var under alle omstændigheder våde). Vist en flot dal, men med det vejr har vi ikke rigtigt sans herfor. Vi gik hele vejen på dalens vestside, og drejede ind til Kangersorngup Tasia nord for punkt 192.

Torsdag 3/8. Efter en nat med blæst og byger kom der endelig lidt opklaring - endda lidt sol på udsatte steder ! Lakseelven vades lidt syd for Kangersorngup Tasia - ca. til knæhøjde. Janne og Ejvind havde fået nok, og ville blive her for at satse på bådtransport tilbage til Christianshåb. Vi andre kravler 300 m. opad mod vest, en smule nord for Jettes og Franks rute. Billedet er taget halvvejs oppe. Helt oppe flot udsigt, langt borte anedes indlandsisen. Desværre bliver det mere og mere diset efterhånden, som vi når op omkring 500 m. Ved 18-tiden slås lejr syd for Nannikut Tasiat, da vi ikke kan se mange meter frem for os. For en gangs skyld spiser vi ude med fravær af mitter og myg.

Fredag 4/8. Ingen regn og kun let gråvejr til morgen, det er jo gode tegn, og bedre bliver det op ad dagen. Terrænet let i starten. Vi tager tangen mellem de to søer Ivanguissat Tasersui og holdt frokost ved vandløbet mellem den øvre og nedre sø. Billedet nedenfor er taget lidt inden frokosthvilet, læg mærke til den store højdeforskel på søerne.


Der er tid til pauser inden der for alvor slås lejr ved Qeqertalik. Der var et lille vad inden, og det blev som dagens øvrige 2-3 stykker klaret uden (ret meget) vand i støvlerne.

Lørdag 5/8. Sol fra morgenstunden. Vi lægger ud med en god opstigning i passet mod Kissaviannguit Tasiat. Frokost med udsigt til isbjerge i Diskobugten. Ned til Paradisbugten med eftermiddagskaffe på stranden mens Jette bader. Herefter atter opad inden den endelige nedstigning til Qasigiannguit. Janne og Ejvind var ankommet tidlig om morgenen, de havde mødt en grønlandsk familie ved Lakseelven, og var sejlet til Qasigiannguit med dem. Gensynet blev fejret med middag på hotellet. (Mætte blev vi nu ikke - det skulle der nu også noget til). Overnatning i museets nybyggede tørvehytte.

Søndag 6/8. Dagen begynder godt. Jette foretog et overdådigt indkøb af morgenbrød i pissifíkken. Mætte blev vi, men så var bordet også tømt. Sightseeing, museumsbesøg og kaffemik hos den lokale (danske) malermester, som meget gerne ville snakke. Der skulle være ebbe ved 21-tiden, så hen på eftermiddagen drog det stærkt reducerede hold (på to nemlig Jette og John) mod Strømstedet. Vadning så kl.21 ret umulig ud selv om det var ebbe. Så efter megen regn kan det være umuligt at passere vade Strømstedet selv ved lavvande!! En grønlandsk fisker satte os over i sin lille plastikjolle, ellers havde vi måttet opgive turen til Ilimanaq (Claushavn). Vi var kravlet i poserne, da det ved 23-tiden klarede op til en flot solnedgang. Den kunne vi da ikke lade gå fra os - op igen.

Mandag 7/8. Kølig morgen med skyer og blæst. Det går jævnt derudad langs Laksebukten. Frokost ved Ukaleqarajoq.Ved nordenden af Qooquttuup Tasia drejede vi mod NV, op i et lille stejlt pas, og kom ned til fjorden. Udløbet fra Qinnguata Tasia vades med støtte fra en kæp, og med kun lidt vand indenbords i støvlerne. Kaffepause, og så godt 250 m. opad for at slå lejr ved Aputeqangikajooq. Først dagen efter blev vi helt klar over positionen på lejren, idet den var noget østligere end antaget.

Tirsdag 8/8. Kun få skyer, dog så køligt, at myg og mitter holder sig i ro. God lang frokost lige inden nedstigningen ved den lange sø. Det gik som beskrevet let over sletten, efter ca. 1½ time nåedes Tasiusaq fjorden med isbjerge, der presses ind fra Jakobshavn Isfjord. Her mødte vi et ungt par for sydgående (vel de eneste vi overhovedet så udenfor byerne i de 3 uger). Vi opgav at ro over Tasersuaq Alleq, da der var modvind og båden ikke lige var at se. Der var dog et godt stykke vej udenom og en let vadning af Tassersuup Kuua (lavvandet og med grusbund, så det gik på bare fødder). Lejr tæt ved bådpladsen (ved vestkysten af Tasersuaq Alleq), middag ude, men køligheden jog os dog snart ind i varmen.

Onsdag 9/8. Vejrmæssigt turens flotteste dag - ikke en sky. En polarræv listede forbi, mens vi fik morgenmad, men ellers ser man ikke mange dyr og fugle i fjeldet. Efter et par timer nåede vi Ilimanaq. Det var jo lidt spændende om rutebåden nu også lagde til her torsdag eftermiddag, nå det fik vi heldigvis bekræftet, ellers havde vi haft et lille problem der. Det var godt vi havde plads, for alt var booket op. Nu havde vi så tid til en tur op til Isfjorden. Efter frokost i læ af kirken gik vi op over punktet på 132 m. og fandt en god lejrplads med udsigt til Isbanken. Kaffepause og så en lille tur på 6-7 km. langs kysten op til Isfjorden.

En meget flot tur, men desværre var der mange mitter helt ude ved isen. En tur på ca. 4 timer, så det blev en lidt sen middag ved 21-tiden i teltet mens vi afventer solnedgangen over Disko og Isbanken.

Torsdag 10/8. Sidste dag i fjellet, lidt vemodigt, nu er vi ellers godt i gang, og sækkene ikke mere så tunge. Let morgendis, men alligevel gik vi ned til Diskobugten for at holde en halv dags badeferie. Isskosserne i vandet afholdt ikke Jette fra at bade. Herefter pakning og afgang til Ilimanaq. Eftermiddagskaffe i sol, men så kom der ellers pludselig vejrforandring, og i løbet af 5 min. var det blæsende køligt og diset. Båden med resten af holdet kom planmæssigt, men den flotte udsigt til Isbanken, som vi havde sat næsen op efter, blev der altså ikke noget af. Planmæssig afgang med M/S Sarfaq Ittuk, som trods disen sejlede ret tå tæt på de store isbjerge ved banken.

Fredag 11/8.

Hjemtur, atter sightseeing i Sisimiut, hvor der på brædtet var gang i omsætningen og en let overskyet natlig sejltur gennem Sdr. Strømfjord.

 

Til toppen